Artikel bragt i Finans: Efter turbulent oprydning sætter ny Compass Group-topchef jagten ind på vækst

Servicekoncernen Compass Group, som bl.a. har Mærsk, FLSmidth og Vestas på kundelisten, satser på toplinjevækst efter flere år med tilbagegang. Ny topchef har stået i spidsen for en hovedrengøring både internt og blandt kunderne.

Artikel bragt i Finans.dk – tirsdag den 27. februar 2018. Tekst: Camilla Bergsagel Nielsen Foto: Sofia Busk

 

Compass Groups administrerende direktør har ryddet op. Ikke kun i forretningsgange og i ledelsen, men også i kunderne. Zanne Burø har som ny topchef for den danske del af Compass Group stået i spidsen for en omvæltning af servicevirksomheden, som bl.a. lever af at drive kantiner og gøre rent for en lang række arbejdspladser.

» Vi skal ikke være alt for alle. « siger Zanne Burø, adm. direktør i Compass Group Danmark

Hun steg i graderne i april sidste år, da hun kunne sætte en streg over ‘kommerciel’ på visitkortet foran titlen direktør og i stedet skrive ‘adm’.

Hun har overtaget det øverste ansvar for en virksomhed, der har været igennem, hvad hun selv kalder for turbulente oprydningsår. Omkring 700 mio. kr. er skåret af toplinjen i løbet af fem år, og omsætningen ligger på 1,2 mia. kr. i det skæve regnskabsår 2015/16. 2016/17-regnskabet er lige på trapperne, men hvilke regnskabstal det indeholder kan Zanne Burø endnu ikke røbe.

»Det går den rigtige vej,« konstaterer hun og melder virksomheden klar til at jagte vækst.

Compass Group-topchefen siger, at omsætningsdykket de seneste år er et resultat af et valg, som virksomheden traf: »Det er fuldstændig bevidst, at omsætningen er faldet. Vi er kommet ud af kontrakter, der ikke var rentable for os.« Hun fortæller, at det har skabt utryghed internt, at Compass Group har valgt at trække sig væk fra bestemte kunder og kontrakter. »Det var en svær beslutning at sige farvel til så meget på toplinjen, men det var nødvendigt. Man kan godt blive forblændet af toplinjen, men det dur ikke, hvis ikke det skaber værdi,« siger hun.

 

Den fulde effekt af fravalget af bestemte kunder og af de andre håndtag, der er blevet skruet på i Compass Group, vil man først kunne se, når næste regnskab er klar.

Zanne Burø fortæller, at virksomheden har trukket sig fra kunder, som ikke vil mødes med den virksomhed, de indgår kontrakt med. Det gælder de offentlige rengøringskunder. Alt skal ikke gå op i billigste pris. Der skal i stedet være tale om et samarbejde.

»Vi byder ikke længere aktivt på offentlige udbud, medmindre der er dialog på forhånd, for ellers er der ikke tale om et partnerskab,« siger Zanne Burø.

Helt generelt vender Compass Group ifølge direktøren tommelfingeren nedad størstedelen af gangene, når virksomheden skal tage stilling til, om den skal afgive tilbud eller ej. Hun understreger dog samtidig, at Compass Group har offentlige kunder, som virksomheden er glad for, og hvor der løbende bliver fulgt op på samarbejdet gennem dialog.

Zanne Burø har haft travlt, efter hun tiltrådte som adm. direktør. Kort forinden valgte hele den globale Compass Group-koncern at sløjfe en ny nordisk forretningsenhed. Mange lande i koncernen var blevet sammenlagt i færre, større forretningsenheder. Danmark indgik i den nordiske enhed, men fordi koncernen efter et års tid ikke kunne se gevinster og skalafordele ved den nye nordiske struktur, valgte koncernen at droppe den i sin oprindelige form.

» Jeg overtog en virksomhed, som skulle finde sine egne ben igen. « Zanne Burø, adm. direktør i Compass Group

Salgsfunktionen og en række andre funktioner kom tilbage til Danmark, og det giver ifølge Zanne Burø bedst mening, da kulturerne i de nordiske lande er meget forskellige. Som eksempel nævner hun, at kantinemarkedet i Sverige er mere kommercielt end i Danmark, fordi medarbejderne selv betaler det fulde beløb, når de skal til frokost, mens mange danske arbejdsgivere betaler et tilskud. Derudover er der også forskel på, hvordan man ser på madvarer.

»I Danmark er der en unik kultur i forhold til råvarer og landbrug. I Sverige er meget forberedt, inden det ankommer til køkkenet, mens man i Danmark går op i, at grøntsager eksempelvis bliver snittet i køkkenet,« forklarer hun.

Selv om den nordiske enhed nu er fortid, udnytter Compass Group ifølge direktøren sin volumen til nogle indkøb. Der er i dag tale om en helt ny virksomhed, mener Zanne Burø. Den ændrede organisationsstruktur og et behov for nye ledelseskompetencer har betydet, at syv ud af ni ledere i den danske ledelse er blevet udskiftet på 1,5 år.

»Vi er et nyt Compass Group i Danmark. Derfor skulle der ændringer til,« fortæller Zanne Burø.

Hun har, efter hun indtog posten som adm. direktør, valgt at udvide ledelsesteamet til at omfatte i alt 11 personer inklusive sig selv for at sikre et tilstrækkeligt ledelsesfokus i virksomheden.

» Det var en svær beslutning at sige farvel til så meget på toplinjen, men det var nødvendigt. « Zanne Burø, adm. direktør i Compass Group

Zanne Burø påpeger, at Compass Group i meget høj grad har formået at fastholde sine eksisterende kunder. Nu står den på jagt efter yderligere vækst.

Også helt nye rammer var der brug for ifølge den nye topchef. Derfor sagde Compass Group farvel til sit gamle hovedkontor i Albertslund i efteråret.

»Det bestod af traditionelle cellekontorer og medførte i høj grad, at medarbejderne arbejdede i siloer,« siger Zanne Burø.

Nu er Compass Group flyttet ind i kontorfællesskabet Mikado House på Amager.

»Husk at få din morgenmad, juice og kaffe i caféen,« står der tegnet med kridt på en stående tavleskilt, lige når man træder ind ad døren. Teksten er suppleret med tegninger af grøntsager, en smiley og en sol.

Compass Group driver både kantine og café i kontorbygningen, hvor selskabet nu holder til sammen med flere andre virksomheder. De gamle cellekontorer er erstattet af storrum uden faste pladser, bordfodbold og et sofaområde med brætspil som backgammon og scrabble.

»Det er ikke muligt at ændre kulturen hos folk, før man ændrer rammerne,« siger Zanne Burø, som heller ikke selv har sit eget kontor.

Mere samarbejde og et fokus på, hvad dagens arbejdsopgaver består af, i stedet for på at møde ind på sit kontor på et bestemt tidspunkt for at udføre sit arbejde, var nogle af bevæggrundene for at rykke teltpælene op og flytte ind i mere moderne kontorlokaler. Fra de nye lokaler skal salget boostes, og der skal tjenes flere penge.

»Nu vil vi gerne vækste med sunde og gode kontrakter. Vi er gået i vækstmode, efter at vi har taget nogle hårde år,« siger Zanne Burø. Væksten kan ske både gennem opkøb og organisk vækst, men skal ifølge direktøren ske inden for de nuværende fokusområder.