Compass Group Danmark øger fokus på kerneforretning i overensstemmelse med strategien
”For Compass Group Danmark er salget en beslutning, der er en naturlig del af den fastlagte strategi – nemlig, at vi fremover vil øge vores fokus på vores kerneforretninger Eurest, Chartwells og Eurest Services”, forklarer Mikko Käkelä, administrerende direktør, Compass Group Danmark.
Endvidere understreger driftsdirektør i Compass Group Danmark, Henrik Niclasen, at Compass Group har valgt at sælge til netop Det Danske Madhus, da virksomheden har kompetencerne til at føre en solid forretning sikkert videre.
”Det er mig en glæde at kunne sige, at det er en solid forretning, vi overleverer. Din Private Kok har oparbejdet et stærkt brand og en fornuftig markedsandel på det danske seniormarked, blandt andet på grund af de meget dygtige og dedikerede medarbejdere, som vi nu giver trygt videre til den stabile og veletablerede virksomhed Det Danske Madhus”, forklarer Henrik Niclasen.
Det Danske Madhus sikrer den sjællandske produktion
Det Danske Madhus’ kerneforretning er mad til seniorer, og virksomheden opererer i forvejen i de fleste af de kommuner, som Din Private Kok leverer til. Desuden har Det Danske Madhus behov for nye produktionsfaciliteter, idet lejekontrakten i Køge udløber i forbindelse med, at der skal bygges nyt supersygehus.
”Med købet af Din Private Kok i Albertslund får vi løst vores udfordring med udløb af lejekontrakten i Køge. Det nye moderne køkken gør det muligt fortsat at levere sjællandsk produceret mad til det sjællandske marked. Vi glæder os til at byde 5.000 kunder og en række dygtige madhåndværkere velkommen til Det Danske Madhus”, siger Henrik Solkær, administrerende direktør, Det Danske Madhus.
Begge direktører fremhæver deres fælles fokus på, at overgangen kommer til at foregå så gnidningsfrit som muligt. Det forventes, at aktiviteterne i Din Private Kok officielt vil overgå til Det Danske Madhus i starten af det nye år.
For yderligere oplysninger, kontakt venligst:
Det Danske Madhus – Henrik Solkær, administrerende direktør
Tlf.: +45 24 82 15 65
Compass Group Danmark – Mikko Käkelä, administrerende direktør
Tlf.: +358 40560 7569
Om Det Danske Madhus:
Det Danske Madhus’ mission er at skabe glæde med kvalitetsmad.
Det Danske Madhus blev etableret i 2003 og er i dag landets største private aktør på markedet for produktion og levering af mad til ældre i eget hjem og på plejecentre samt til patienter på hospitaler. Virksomheden har ca. 400 medarbejdere og leverer dagligt mad til 15.000 kunder i 84 kommuner fra seks produktionssteder i Danmark. Det Danske Madhus er i dag delvist ejet af Polaris Private Equity, som er en kapitalfond med hovedsæde i København, der investerer i veletablerede mindre og mellemstore virksomheder i Danmark og Sverige, samt af Det Danske Madhus’ oprindelige ledelse.
Læs mere på detdanskemadhus.dk og polarisequity.dk.
Om Din Private Kok:
Din Private Kok har siden 1971 bragt mad ud til hjemmeboende pensionister, bosteder, ældrecentre og plejehjem i flere end 30 kommuner. Virksomhedens 55 medarbejdere sammensætter og serverer dagligt mad til 5.000 kunder fra moderne køkkenfaciliteter i Albertslund. Din Private Kok ejes af Compass Group Danmark, som har cirka 4.500 medarbejdere i Danmark. Compass Group opererer i dag under varemærkerne Eurest, Eurest Services, Medirest, Chartwells, Din Private Kok, ESS og Levy Restaurants.
Læs mere på dinprivatekok.dk.