I september 2016 igangsatte Compass Group udfasningen af buræg hos de cirka 200 Eurest og Chartwells restauranter samt alle de tusindvis af måltider, der hver uge leveres til hjemmeboende pensionister af Din Private Kok.
Et skridt i den rigtige retning
”Vi vil som virksomhed drive forretning på et bæredygtigt grundlag”, forklarer Compass Groups indkøbsdirektør i Danmark, Jacob Bangsted, om skiftet. ”For os betyder det blandt andet, at der tages hensyn til dyrevelfærden, og her er et nej tak til buræg et skridt i den rigtige retning”.
Den praktiske del af udfasningen forventes afsluttet inden udgangen af 2016. Herefter vil det ikke være muligt for Compass Groups produktionsenheder og køkkener at bestille – og dermed bruge ægprodukter baseret på buræg. Hverken som friske, pasteuriserede, kogte eller pillede æg. ”Og det er noget, vi som virksomhed er glade for, da Compass Group tager sit miljøansvar meget alvorligt verdenen over”, uddyber Jacob Bangsted.
Der vil efter udfasningen udelukkende blive brugt økologiske æg eller skrabeæg i samtlige måltider fra Din Private Kok og i samtlige af Eurest og Chartwells restauranterne.