Compass Group vinder Kantineprisen 2024 

Til Sol over Gudhjem lørdag vandt Compass Groups kantine hos Alfa Development Kantineprisen 2024. Prisen går til en kantine, der formår at levere på fremtidens krav om et bæredygtigt kantinekøkken med fokus på økologi og smag. Og det er et svært nåleøje at komme igennem.

Der var store følelser i spil, da Sine Andersen, køkkenchef, og Lena Steffie Clausen, souschef fra Compass Groups kantine hos Alfa Development, modtog hædringen som Danmarks bedste kantine og Kantineprisen 2024. For som de siger: ”Vi tænker meget over vores arbejde”. 

Anders Nicolajsen, jurymedlem og ansvarlig for Kantineprisen fra Landbrug & Fødevarer, fortæller om Kantineprisen: 

”Det er blevet sagt, at det efterhånden er nemmere at få en Michelinstjerne end at vinde Kantineprisen, og det er ikke helt skævt. Niveauet er igen i år utroligt højt. Det vidner om en kantinebranche i vild udvikling, der er i fuld gang med at blive klar til fremtidens krav om mere bæredygtig kantinedrift. Det vindende hold fra Compass Group er absolut blandt dem, der går forrest i arbejdet med det bæredygtige kantinekøkken”. 

Store krav om variation og bæredygtighed 

At drive en kantine stiller store krav til køkkenpersonalet, som hver dag skal servere et varieret og sundt måltid, som også lever op til forventningerne om, at der er tænkt bæredygtighed ind i alle dele af driften, og netop det fokus er vigtigt for vinderkantinen: 

”Vi er gode til at formidle bæredygtighed, fokus på madspild og fokus på de cirkulærer arbejdsgange. Mange kantinerne er jo ligesom os, gode til at samarbejde med lokale producenter og leverandører, men der hvor jeg tror vi skiller os ud, er på formidlingsdelen af vores bæredygtighedstiltag,” siger Sine Andersen, køkkenchef fra Compass Group ved Alfa Development til Landbrug og Fødevarer. 

Bedømt af stjernekokke og fagjury  

Fra dommerpanelet ved Sol Over Gudhjem udtaler stjernekokken Francis Cardenau, som var med i dommerpanelet, om de nominerede til Kantineprisen til Landbrug og Fødevarer: 

”Vanvittigt spændende at smage at kantinerne virkelig er langt fremme med gastronomien! Jeg har kæmpe respekt for de dygtige fagfolk der arbejder ude i kantinerne, som laver mad til mange flere mennesker end os i restaurationsbranchen. De nominerede til Kantineprisen havde kæmpe respekt for råvarerne, og de leverede fantastiske moderne og skandinavisk inspirerede anretninger.”  

Kantinernes ansvar 

Tidligere har fokus været på kokkedysten til Sol over Gudhjem, men i og med, at kantiner spiller så stor en rolle, har Kantineprisen vundet sit indpas.  

Kantineprisen hylder de madprofessionelle og gastronomiske talenter i kantiner landet over, som hver dag går forrest for at servere og nytænke måltider, så de lever op til krav om at inspirere til mere bæredygtige måltider. 

Fakta om konkurrencen:

Konkurrencen løb af staben til Sol over Gudhjem lørdag den 22. juni.  

Dommerpanelet ved Cook-Off’en bestod af:  

  • Anne Bruun Jessen (Nordlandet)
  • Francis Cardenau (Cardenau)
  • Jeppe Foldager (Dragsholm Slot)
  • Thomas Pasfall (Pasfall)

Pointene, der blev uddelt ved Cook-Off’en, udgjorde dog kun 20% af den samlede bedømmelse, og da alle point var talt op, stod det klart, at køkkenchef Sine Andersen & team skulle stå øverst på sejrsskamlen. 

Selvom Cook-Off’en var kronen på værket, er Kantineprisen blevet vendt og drejet af fagjuryen i ugerne op til konkurrencen. Alle nominerede har fået uanmeldte besøg af fagjuryen, der består af eksperter fra branchen, hvor kantineoplevelsen i sin helhed er blevet vurderet.  

Fagjuryen bestod af:  

  • Stefan Hansen, Kantineprisvinder 2023, Køkkenchef, Gorrissen Federspiel
  • Lise Søkilde Gantriis, Culinary Lead, Arla Pro DK
  • Mark Guldbæk Østergaard, National Account Manager, Danish Crown / Friland
  • Lars Verner Christensen, Adm. direktør, Gasa Nord Grønt
  • Anders Nicolajsen, Chefkonsulent, Landbrug & Fødevarer
Del:
Nyheder