Det var en fornøjelse at byde Carsten Olsen, også kendt som Den Skaldede Kok, velkommen i vores kantiner hos Lundbeck i Valby og Lumsås som gæstekok.
Besøget er et af årets kulinariske højdepunkter, som vi i Compass Group planlægger i tæt samarbejde med vores kunde Lundbeck for at skabe en særlig gæsteoplevelse med kendte kokke og fagprofiler.
Denne gang var det med besøg af Carsten, som er udlært fra Hotel d’Angleterre, kogebogsforfatter og kendt fra tv som gastronomisk formidler.
På sine besøg fik han lov til at sætte sit præg på dagens tre retter, men det, der for alvor satte aftryk hos ham, var stemningen, samarbejdet og engagementet i køkkenerne samt den glæde og forkælelse, kantinebesøget skabte for gæsterne.
Efter besøget delte han sin oplevelse på LinkedIn:
“Først og fremmest den professionalisme og det engagement som de to ledere og ikke mindst personalet ligger for dagen var meget inspirerende. Mad lavet med kærlighed til råvarerne, respekt for faget og de gæster som hver dag bruger kantinerne. I Valby serviceres dagligt op til 1400 personer og med et udvalg som kan få de fleste restauranter til at blegne.”
Han fremhævede samtidig den særlige kultur og skrev, at det, der slog ham mest, var ambitionen om, at alle skulle have det godt og føle sig velkomne.
Besøget blev endnu et bevis på, hvor meget et gæstebesøg kan løfte fællesskabet. Når nye kokke træder ind i køkkenet, opstår der en særlig dynamik.
Som Mark Walker, Senior Manager, Security & Service hos Lundbeck, siger:
“Gæste-events fungerer som et kulinarisk krydderi, der bryder hverdagens rutiner ved at bringe nye perspektiver og smagsoplevelser. De gæstekokke og konditorer, vi har haft på besøg, har været både inspirerende og engagerende, og tilbagemeldingerne fra kollegerne har været meget positive – det højner oplevelsen og fællesskabet for os alle.”
Vi er glade for, at vores gæstekokke bidrager til faglig udvikling, styrker fællesskabet og giver unikke gæsteoplevelser i hverdagen.
