En (ikke) helt Normal kantine

Hos Food & Co er vi i ekstra godt humør, og det er vores kantineteam hos Normal A/S garanteret også. Medarbejderne er nemlig så begejstrede for deres frokost, at de har indstillet kantinen til Kantineprisen 2020.

Kantineprisen bliver uddelt af erhvervsorganisationen Landbrug og Fødevarer, som årligt fejrer de største ildsjæle i kantinebranchen. De skriver selv på deres hjemmeside:

”Det er 17. gang, at erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer uddeler Kantineprisen. Men selv om der efterhånden er stor erfaring med at vælge de nominerede, bliver det ikke nemmere. For hvert år bliver de indstillede kandidater stærkere og stærkere, og det er dermed sværere for juryen at vælge de nominerede, fordi grundlaget er så godt.”

Kantinens nominering er bl.a. besluttet på baggrund af kantinens bæredygtige initiativer og ansvarlige tilgang til madlavning.

Cirkulær drift med selvforsynende tendenser

Køkkenteamet består af køkkenchef René samt Pia, Cedric og Aske. De beviser gang på gang, at innovation, kreativitet og gåpåmod sagtens kan gå hånd-i-hånd med en bæredygtig udvikling.

Det skarpe køkkenteam har formået at inddrage hele huset i kantinen med en masse selvforsynende projekter. En urtehave er etableret, så 21 bede kan dække 60-80 % af det årlige forbrug. Derudover er et drivhus på tegnebrættet samt et komposteringsanlæg, der kan omdanne mad til kompost og forsyne både urtehave og drivhus.

De mange initiativer har gjort stort indtryk på gæsterne hos Normal A/S, der fortæller:

”Vi oplever, at køkkenteamet udviser stor respekt for råvarerne, både i forhold til at præsentere dem på en æstetisk måde, men også i forhold til at fortælle hele historien fra jord til bord og fra bord til jord.”

Overrasker og udfordrer frokostgæsterne

Der er ingen tvivl om, at køkkenchef René og teamet sætter standarderne meget højt for en personalekantine – et gastronomisk niveau, der bestemt bliver bemærket i hverdagen. I indstillingen til Kantineprisen beskriver gæsterne en knap så normal frokost: ”Begejstringen blandt vores medarbejdere er stor, når køkkenet, til trods for temperaturer nær frysepunktet, fyrer op i vores udendørs stenovn og fremtryller 120 sprøde pizzaer, afholder indisk temadag og laver de vegetariske retter over bål.”

Deres nominering bliver også baseret på den store variation i kantinen, hvor der altid er tænkt over smag og tekstur – her overvældes gæsterne dagligt med skønne indtryk samt udfordres med nye kombinationer.

Hos Compass Group krydser vi fingre lige indtil september, hvor vinderen skal udvælges. Indtil da, må Normal A/S nyde sin (ikke) helt normale kantine.

 

Vil du også have en af Danmarks bedste kantiner, så læs mere om Food & Co og kontakt os

Del:
Nyheder