Nogle gange skal talent bare have plads til at vokse
Luci Vitug står ved en stor gryde og laver frokost til 170 medarbejdere i vores kantine hos CS WIND Offshore i Aalborg. Han griner meget, og det smitter af på hele køkkenet.
For tre år siden startede Luci hos os i vores rengøringsdivision, fik senere mulighed for at prøve sine evner af i en af vores kantiner – og da vi opfordrede ham til at videreuddanne sig, greb han chancen og startede på Techcollege i Aalborg.
Det viste sig hurtigt, hvor stort et talent vi havde med at gøre. Luci blev i sommer færdig som cater med en bronzemedalje og fik hele fire specialpriser:
– Dansk Kokkeforenings pris for den mest kreative ret
– AB-Caterings pris for særlig interesse i desserter
– HORESTA’s Mesterkniv for en særlig indsats i uddannelsen
– TechColleges pris for en ekstraordinær indsats ved svendeprøven
Og så var der de tre 12-taller på den sidste eksamensdag, som gjorde det ekstra bemærkelsesværdigt, fordi Luci kæmper med eksamensangst og fik hjælp fra en eksamenscoach for at kunne gå op.
“Jeg tænkte: ‘Hvis bare jeg får 02, består jeg uddannelsen’, så tre 12-taller er jo helt vildt,” fortæller Luci.
Hans daglige leder, køkkenchef Mariann Nygaard Poulsen, er tydeligt stolt:
“Luci er utrolig dygtig og vellidt blandt både medarbejdere og kunder. Han har altid et smil på læben.”
Luci er et utroligt eksempel på, hvad der sker, når talent får plads til at vokse. Vi tror på at give mennesker mulighed for at udvikle sig og få papir på det, de kan.
TV2 Nord var forbi kantinen og mødte Luci – se og læs hele historien her: https://lnkd.in/esX9j49T
