Henrik og 15 kollegaer vil aftabuisere ordblindhed

At skabe en inkluderende arbejdsplads, hvor alle trives uanset baggrund og udfordringer, er på dagsordenen hver eneste dag hos os i Compass Group.

Et skridt i den retning er at tilbyde ordblindescreening til vores driftspersonale.

På en af vores lokationer valgte hele 16 kollegaer fra kantinerne at lade sig screene for ordblindhed. De har takket ja til at gå forrest i kampen mod tabuet, og vi er utrolig stolte af deres mod.

Henrik Lindther Pedersen, køkkenchef på netop denne lokation, er én af de kollegaer, der har valgt at tage skridtet og blive screenet.

For Henrik er det med ord ikke en ny udfordring – allerede i 5. klasse blev lærerne opmærksomme på det, men han har længe navigeret rundt om det, blandt andet ved at bruge AI i sin dagligdag.

Som køkkenchef står Henrik nemlig også for en række administrative opgaver som menuer, indkøb og besvarelse af mails – opgaver, der kan være udfordrende, når ordene driller.

Da Henrik blev ordblindescreenet, var han spændt og nysgerrig på resultatet.

Det viste sig, at han formentlig er ordblind.

Ingen hinder for succes

Henrik har valgt at være åben om resultatet, og han har efterfølgende takket ja til en test og et uddannelsestilbud hos AOF Danmark, som også stod for screeningen.

“Ordblindhed handler ikke om at være dum. Det er et handicap, som man kan lære at håndtere med de rette værktøjer. Du kan sammenligne det med at være farveblind. Du kan blive ved med at kigge efter rød og grøn, men du kan stadig ikke se dem.

Du kan ikke blive ‘helbredt’, men du kan få hjælpemidler, så du kan fungere lige så godt som alle andre,” fortæller Uffe Pedersen fra AOF, som er Salg- og Uddannelseschef.

Retter vi blikket mod den store madscene, finder vi, foruden vores egne stjernekokke, kokkepersonligheder som Jamie Oliver og Søren Gericke, som også er ordblinde, men aldrig har ladet det stå i vejen for succes.

Deltagelsen fra Henrik og vores øvrige kollegaer viser, at vi er mange, som er klar til at bryde tabuet. Vi er stolte af at have kollegaer, som går forrest for at skabe en kultur, hvor vi ser på hinanden som hele mennesker.

Del:
Nyheder