Hurtig tilpasning og elitesmiley midt i coronatid

Kantinen hos en af vores større kunder reagerede hurtigt i takt med, at coronasituationen blev forværret og arrangerede på rekordtid, at alle medarbejdere på hovedkontoret kunne hente portionsanrettede frokosttallerkener og dermed passe endnu bedre på hinanden. Som noget helt nyt er kantinen også blevet tildelt en elitesmiley.

Kantinen valgte hurtigt at tage forbehold for COVID-19, da buffet ofte kan være årsag til spredning af virus og bakterier. Køkkenchef Jan Larsen tog en beslutning om, at de i stedet skulle udlevere portionsanretninger, og de prioriterede derfor flere kræfter og hænder ved serveringen:

“Vi vil gerne undgå, at folk så har berøring på de samme ting, og at der ikke er for mange mennesker samlet ét sted – vi valgte derfor at være til rådighed, betjene og servere maden for medarbejderne,” siger Jan Larsen.

En sidegevinst af dette tiltag er, at portionsanretninger har resulteret i, at der er mindre madspild i kantinen:

“Flere smider nu mindre mad ud, og det er super positivt – da vi går ind for at undgå madspild,” siger Jan Larsen.

Stort set det samme lækre udvalg

Kantinen tilbyder stort set det samme lækre udvalg, blot bliver det nu udleveret i potionsanretninger.

Der er to store varme serveringsretter, som man kan vælge imellem. Hertil er der dagens suppe, og nu tre forskellige salat-blandingsmuligheder – hvor man kan bede om to forskellige dressinger. Der er også et lækkert udvalg af de forskellige kolde retter og et udleveringssted, hvor man kan få frugt, brød og bestik.

En helt ny fantastisk kundekontakt

Kantinemedarbejderne har nu fået en helt ny arbejdsopgave – at skulle betjene kunderne direkte – og dermed stå mere synligt til rådighed, end de plejer. Det har medvirket til, at der er kommet mere dialog og direkte kontakt med medarbejderne.

“At vi nu skal være til stede for kunderne i kantinen, giver en helt anden fantastisk stemning. Jeg får sludret på en helt anden måde med medarbejderne, og det nyder jeg rigtig meget. Det nærvær, der er kommet, kan jeg rigtig godt lide – og vi både modtager og har mulighed for at give endnu flere smil med på vejen,” siger kantinemedarbejder, Charlotta Meier som tilføjer:

“Der er nu direkte tovejskommunikation og god forbindelse – som gør, at vi også får endnu mere feedback fra kunderne – og det glæder os alle,” afslutter hun.

Kantinen har modtaget en kæmpe elitesmiley

Den smiley, du fx kan se på væggen i kantinen, fortæller, hvor god din kantine er til at følge reglerne for blandt andet hygiejne.

Fødevarestyrelsen har for nyligt været forbi kantinen, hvor den er blevet belønnet med en elitesmiley. Virksomheder bliver belønnet med en elitesmiley, når man har fået mindst fire storsmilende smileyer i træk og ikke haft nogen anmærkninger de seneste 12 måneder:

“Jeg er meget glad og taknemmelig for, at vi har modtaget elitesmileyen. Mine medarbejdere gør deres arbejde rigtig godt – der er gåpåmod og vilje og de skal derfor have stor ros for deres store indsats – især også i denne coronatid, hvor vi er fuld bemandet,” siger Jan Larsen.

Skrevet af Simone Brøns Juhl
Del:
Nyheder