“Hvis jeg kan gøre det, håber jeg, at det kan give andre modet til at tænke: Så kan jeg også”.
Sådan fortæller vores kollega Marta, der til dagligt arbejder i en af vores kantiner. Hun har netop gennemført sin uddannelse som gastronom med speciale i smørrebrød og catering, hvor hun blev hædret med sølvmedalje for sin imponerende indsats.
For 15 år siden stod Marta et helt andet sted. Hun kom til Danmark fra Polen og begyndte som kassemedarbejder i en kantine. Siden har hun opbygget erfaring i køkkenet, og for ni år siden blev hun en del af Compass Group, hvor hun for alvor har udviklet sit håndværk og styrket sit kendskab til råvarer og processer.
Og i dag står hun som et konkret eksempel på, hvad der sker, når erfaring bliver koblet med teori, når man tager en uddannelse. Det er i det møde, at håndværket for alvor folder sig ud, og hvor opgaver ikke kun bliver udført, men også forstået.
Hos Compass Group arbejder vi målrettet for, at flere medarbejdere får mulighed for at tage en uddannelse og få papir på det, de allerede kan. For uddannelse er ikke kun en investering i den enkelte, men i hele vores branche og det samfund, vi er en del af.
Som Thais Brask-Simonsen, People & Culture Partner hos Compass Group, siger:
“Det er vigtigt, at alle, der kan og vil, får en faglig uddannelse, som sikrer dem en bedre fremtid. Uddannelse skaber en faglig stolthed og en dybere forståelse, fordi man lærer de køkkentekniske egenskaber ved de råvarer, man arbejder med.”
Uddannelsen har ikke alene styrket Martas faglighed, men også givet hende en stærk følelse af at høre til og en tro på sig selv og fremtidige muligheder:
“I dag kan jeg forklare processerne, støtte mine kolleger fagligt og dokumentere mine kompetencer. Jeg står stærkere og ser det som begyndelsen på et nyt kapitel.”
For os handler det ikke kun om én rejse, men om at gøre vejen mulig for flere. For når mennesker udvikler sig, løfter det både kvaliteten i køkkenet og niveauet i hele branchen.
