Bedste mand på bolden er en kvinde
Zanne blev for 5 år siden håndplukket af daværende direktør, Jesper Busk, til at gøre Compass Group gældende på danske facility management marked – i skarp konkurrence med mere etablerede aktører som ISS og Coor. Zanne sikrede hurtigt det attraktive partnerskab med Siemens i Danmark, da de for første gang valgte at outsource soft services som en samlet pakke – hun har siden hen, som Kommerciel Direktør, sikret forlængelse af kontrakten.
I dag, bare 5 år efter, er Compass Group Danmark stærkt positioneret på markedet. FM kundeporteføljen tæller navne som Maersk Oil & Gas, Siemens, FLSchmidt, Vestas, TDC og DFDS. Herudover serviceres kunder som LEGO, Arla, Berlingske Media, Udenrigsministeriet og Syddansk Universitet.
Solid erfaring
Zanne Burø er 42 år, har arbejdet i branchen i 20 år, og startede hos konkurrenten ISS. Hun har varetaget flere forskellige roller, hvor udvikling af forretning og mennesker har været omdrejningspunkt og nøglen til succes. De i alt 12 års ledelseserfaring har hun kombineret med en uddannelse i Business Administration som hun færdiggjorde under sin barsel med sit andet barn.
Zannes evne til at lede henimod strategiske mål og omsætte visioner til sund forretning, har gjort det naturligt for det engelske moderselskab at vælge Zanne til at stå i spidsen for den danske forretning. Som Kommerciel Direktør har Zanne sat generationstilpassede løsninger på dagsordenen. Som følge af dette har Compass Group Danmark gennem de seneste år bl.a. foretaget store investeringer i ombygninger af større virksomheders kantineområder. Resultatet er transformationen fra traditionel ”kantinetanke” til Food Markets, café- og loungeområder, der understøtter virksomhedernes ønske om at skabe en attraktiv arbejdsplads.
Compass Group PLC blev grundlagt i England i 1941 og opererer i dag i mere end 50 lande og har over 500.000 medarbejdere verden over. Compass Group i Danmark har dybe danske rødder, og startede i 1973 som SAS catering. I 1980’erne blev der sat fokus på landjorden, hvilket danner basis for positionen i dag som markedsleder inden for catering sektoren. I takt med at forretningsområderne er øget, er Compass Group Danmark herudover blandt de største indenfor facility management i Danmark.