Ny alliance skal støtte bæredygtighed inden for fiskeri og akvakultur

Compass Group Danmark er indtrådt i Dansk Alliance for bæredygtigt Fiskeri og Akvakultur. Sammen med andre aktører på tværs af værdikæden vil vi arbejde for at sikre mere bæredygtige bestande af havets dyr og planteliv og ikke mindst sætte fokus på at få mere varieret “blå mad” på danskernes tallerkener, såsom tang og andre lokale fiskearter.

Danmark er stadig en af EU’s største fiskerinationer med 8500 kilometer kystlinje og landinger for en værdi af ca. 3,5 mia. kr. Men flere fisk i de danske farvande har det svært, og biodiversiteten under overfladen er presset. Det skyldes bl.a. klimaforandringer, årtiers overfiskeri og udledning af næringsstoffer og affald, som skader miljøforholdene for livet under vandet. Samtidig mangler danskerne viden og mod til at prøve nye arter – den såkaldte blå dannelse. Det betyder, at vi skal have øjnene op for at spise de mange typer fisk, skaldyr og tang, der landes fra de danske farvande og akvakultur.

For at sætte mere fart i udviklingen hen mod en bæredygtig branche inden for fiskeri og akvakultur, er parterne indenfor fødevareproducenter, dansk dagligvarehandel, organisationer m.fl. gået sammen og lancerer Dansk Alliance for Bæredygtigt Fiskeri og Akvakultur.

’Vi er glade for at være en del af den nye alliance. Bæredygtighed er en vigtig del af vores DNA i Compass Group Danmark. Hver dag serverer vi mad i vores 350 kantiner over hele Danmark, og vi vil meget gerne være med til at sætte ’blå mad’ på menuen til gavn for miljøet. Vi glæder os til at komme i gang med samarbejdet i et stærkt fællesskab på tværs af hele værdikæden.” fortæller Anne Ruberg, Procurement Director i Compass Group Danmark

Ambitiøs alliance forpligter
Alliancen er et forpligtende samarbejde med en fælles vision. Den skal arbejde for at sikre bæredygtig produktion, biodiversitet, jobs og dyrevelfærd, så der også er blå mad til de fremtidige generationer. Et formål, som også læner sig op ad Verdensmål 14:

”Vi har sammen med fiskeriets og havets vigtigste spillere varmet op i et par år, og nu er vi klar til at offentliggøre vores ambitiøse alliance. Vi tror på, at alliancen, der favner brancheorganisationer, fødevareproducenter, dagligvarehandelen og organisationerne kan være til at sikre et mere bæredygtigt fiskeri til glæde for også fremtidige generationer” siger Nanna Callisen Bang, Direktør i Etisk Handel Danmark, og understreger at alliancen gerne vil have flere med, der deler samme vision.

Siden 2018 har Etisk Handel Danmark, i samarbejde med NORION og med støtte fra VELUX FONDEN, samlet alle dem, som har viden og erfaringer med at skabe et mere bæredygtigt fiskeri i Danmark, og nu er de klar til at indgå i et forpligtende samarbejde med en fælles vision.
Læs mere om alliancen: https://etiskhandel.dk/aktiviteter/alliancer/dansk-alliance-for-baeredygtig-fiskeri/

 

Del:
Nyheder