Mange bække små gør en stor å. Vi er derfor utrolig glade for at have seks engagerede studentermedhjælpere, som på tværs af hovedkontoret er gået sammen om at bakke op om vores ESG-dagsorden gennem mindre optimeringer.
”ESG-agendaen får stadig større betydning for Compass Group Danmark, og vi har derfor ønsket at samle vores studenterstab og skabe et forum, hvor innovation, samarbejde og tværfaglig viden kan spille en rolle i udviklingen af fremtidens ESG-løsninger, ” siger Anne-Sofie Hattesen, vores Head of ESG.
Første punkt på dagsordenen blev at etablere et samarbejde med Plantepakken. Hver gang vi byder en ny kollega velkommen med en holdbar plante fremfor en buket afskårne blomster, bidrager vi til at bevare den danske natur.
I april prøvede studenterboardet kræfter med visuel oplysning for at reducere tallerkenspild i to kantiner. Særlig stor kreativ frihed i visuelle greb i den ene kantine førte til en reduktion på 35 procent for testperioden.
”Det er rigtig fedt at have været med ombord på et projekt, der faktisk har haft reel effekt ude i kantinerne,” siger Christopher Lund Seureau, studentermedhjælper i indkøbsafdelingen.
Nu er studenterne i gang med at evaluere på, om projektet skal ud at leve i flere kantiner.
”Der er ikke en one size fits all, og det kræver dedikerede køkkenchefer. Men får vi først dem og deres gæster med på vognen, kan det være dét, der skaber forandring,” siger Petrine Tveden, studentermedhjælper i ESG.
Stor forandring starter med små ændringer, og vi er derfor stolte af vores studentermedhjælpere, der med deres friske perspektiver på bæredygtige tiltag kan være med til at drive forandringen fremad.
