”Rengøringspersonalet sørgede for min frokost i dag”.
Det er måske en sætning, du har hørt før, hvis du kender en, der arbejder hos Verdo.
Dorthe Dahl Ohlsen, køkkenchef i vores kantine hos Verdo, drømte nemlig om at forny sig og servere en autentisk thailandsk frokost, og til det havde hun brug for hjælp fra sine kolleger i rengøringsteamet.
”Vi har tre kvinder med thailandske rødder i vores rengøringsteam, så jeg spurgte dem, om en af dem kunne være friske på at komme ud og lære os i køkkenet at lave autentisk thaimad. Det var Natt frisk på,” fortæller Dorthe.
Efter aftale med kundechef Thorkild Vestergaard kom Natt i forklædet og kickstartede sine tre dage som gæstekok med at tage Dorthe under armen ind i nogle asiatiske supermarkeder.
”Soja, ingefær og chili rækker ikke, hvis man skal have det til at smage helt autentisk. Det bliver bare ikke det samme,” siger Dorthe og røber Natts hemmelige ingrediens til en god pad thai:
”Natt har for eksempel præsenteret mig for tamarindpasta. Det vil jeg helt sikkert bruge igen!”
For Natt har det også været en god og lærerig oplevelse.
”Jeg har aldrig lavet så meget mad før, så det var spændende at se, hvordan et storkøkken fungerer. De var rigtig søde og interesserede i, hvordan jeg tilberedte maden, så jeg ville helt sikkert gøre det igen en anden gang,” siger Natt.
Køkkenteamets spisekammer er ikke det eneste, der er blevet opgraderet ovenpå Dorthes initiativ.
”Det har helt sikkert gjort noget godt for vores samarbejde. Natt og hendes to kolleger Uma og Phen gik virkelig op i det, og de var alle tre stolte over, at Natt fik lov til at komme i køkkenet og lave noget mad, der betyder noget for dem,” siger Dorthe.
Hvor køkken- og rengøringsteamet førhen kun udvekslede et godmorgen, spiser de nu morgenmad sammen hver fredag og snakker og hjælper hinanden i løbet af ugen.
Gæstekok-initiativet har på den måde bidraget til en one team-ånd, og Dorthe vil helt sikkert anbefale andre kantiner at prøve kræfter med det.
”Vores gæster i kantinen syntes, at det var fantastisk, og for os har det været sjovt at lave noget nyt, samtidig med vi er kommet vores kolleger lidt nærmere,” siger Dorthe.
Dorthe og Natt modtog i december rengøringsdivisionens ’Månedens Blomst’ for med initiativet at skabe synergi og agere ledestjerner i kunde- og serviceforståelse.
Bravo, Dorthe og Natt – og tak for at statuere et godt eksempel på teamwork på tværs af fag!