Du kan ikke undgå dem for tiden. Nyudklækkede bachelorer og kandidater, der sætter et velfortjent punktum og går nye, spændende udfordringer i møde.
I Compass Group har vi hele seks studentermedhjælpere, der netop har sat sådan et punktum.
Det har vi på hovedkontoret markeret med skål og skulderklap.
”I dag fejrer vi jer. Ikke kun fordi I har afsluttet jeres uddannelser, men fordi I har været – og er – værdifulde medarbejdere, kollegaer og mennesker i Compass Group,” sagde Jens Mossing, da han som studenteransvarlig i Compass Group bød velkommen.
Vores studenter får ikke bare kastet rugbrødsarbejde og regneark i hovedet. Vi pålægger dem ansvar og udfordrer dem, så de – med sparring – kan opbygge kompetencer og gøre teori til praksis.
Sådan udvikler vi talenter, der med mod og blod på tanden kan vinke farvel til Compass Group og kaste sig ind i nye karrierekapitler.
Heldigvis for os er der også nogle, der skriver deres næste kapitler hos os.
Agnes Sørensen fortsætter i vores marketing- og kommunikationsteam i et barselsvikariat, mens Gustav Moe Jacobsen, der har været studentermedhjælper i vores finansielle afdeling i tre år, nu bliver fastansat.
”Det er dejligt at kunne fortsætte et sted, hvor jeg trives, og hvor jeg føler, at jeg fortsat kan blive klogere – det er nok det vigtigste for mig som nyuddannet,” siger Gustav Moe Jacobsen.
Og netop lysten til at udvikle sig roste Jens Mossings vores studenter for:
”Det handler ikke om at være perfekt, men om at turde prøve og turde fejle – og rejse sig igen. Det gør I!”
Tak for jeres lærelyst, tid og engagement.
