“Skal du ikke selv være med i Masterchef?”
Sådan blev Githa Bennorth spurgt af en caster, hun tilfældigt mødte til et event. Casteren genkendte Githa fra en tidligere Masterchef-casting, da Githas bror skulle i krydsilden, og hun blot var med som opbakning.
Hendes bror gik ikke videre fra sin casting, men to år senere stod Githa som top 3 finalist i 2018 – en prestigefyldt finaleplads, som kræver sit madhåndværk.
All in
Med Githas skarpe smagsløg, energi og positive personlighed er det ingen overraskelse, at hun blev genkendt af en caster, som forslog hende at stille op.
For som hun selv beskriver det, er Githa “jo ikke sådan en, der bare sidder derhjemme”.
Derfor gik Githa også all in på Masterchef, og samtidig tiltrådte hun i en vikarstilling hos Compass Group, som gjorde det muligt at passe begge ting.
”Det var en perfekt mulighed, da jeg ikke kunne passe en fastansættelse, hvis jeg skulle give mig fuldt ud i programmet. Jeg vidste jo ikke, hvor langt jeg ville nå,” fortæller Githa.
Det samme gjorde sig gældende, da Githa igen var at finde på skærmen, da hun var med i Masterchef Jul i 2018.
Læring er for livet
I dag er Githa souschef i en af vores kantiner, hvor hun hver dag serverer madoplevelser tilført et særligt touch fra en ægte masterchef, som hun jo er, og hvor gæsterne kan nyde godt af hendes mod på ny læring og udvikling.
”Jeg tror på, at det vigtigste i min karriere er at fortsætte med at lære. For mig handler det ikke kun om at mestre de klassiske teknikker, men også om at udfordre mig selv, eksperimentere med nye smage og altid være åben for det nye,” siger hun.
Kundechef hos Compass Group Charlotte Baisgaard Mogensen har arbejdet tæt sammen med Githa, og hun bekræfter hendes vilje og nysgerrighed for ny læring:
“Githa er stædig – på den allerbedste måde. Jeg har sjældent mødt en som hende, der altid er på forkant med trends, nysgerrig og konstant suger nye indtryk til sig, som kan omsættes i køkkenet. At Githa altid er frisk på fis og ballade og samtidig er topprofessionel gør tiden med hende til en festlig og inspirerende arbejdsdag.”
Githas gastronomiske CV er langt, og drømmen om en kokkeuddannelse startede helt tilbage i 5. klasse. Men som kvinde i 80’erne var det umuligt at finde en læreplads, og valget faldt derfor på smørrebrødsjomfru.
Mestrer mere end MasterChef
Hun er vokset op mellem to madkulturer – en opvækst, hun selv beskriver som et clash mellem traditionel dansk mad og ’københavnermad’.
“At besidde interessen fra begge verdener er vigtigt, når man laver mad til så mange forskellige mennesker i en kantine på én gang”, fortæller Githa.
Hun har også skrevet flere kogebøger, arbejdet med mikrogrønt og samtidig undervist på aftenskole i blandt andet det nordiske køkken.
Hos Compass Group er vi stolte af at være en virksomhed, hvor der er plads til udvikling og udfordring, og det glæder os, at talenter som Githa, der besidder den slags vilje og åbenhed, vælger os som arbejdsplads.