Hos Compass Group har vi et Studenter Advisory Board (SAB), hvor vores studentermedhjælpere har mulighed for at præsentere idéer og bidrage til virksomhedens udvikling.
Vores 21 studentermedhjælpere arbejder på tværs af afdelinger som Finans, det kommercielle team, ESG, Indkøb og IT, hvilket sikrer en bred vifte af perspektiver.
Jens Mossing, Finance Business Partner i Compass Group og initiativtager til SAB, siger det bedst:
“Vores studentermedhjælpere er en uvurderlig del af Compass Group. De bidrager med nye perspektiver, høj kvalitet og en imponerende proaktivitet i vores daglige arbejde. Deres begejstring smitter af på hele organisationen og skaber en ‘feel good’-oplevelse for både medarbejdere og kunder.
Gennem vores Studenter Advisory Board udvikler vi ikke blot fremtidens medarbejdere – vi styrker også vores virksomhed og gør os mere attraktive som arbejdsplads.”
En plads ved bordet
Kristian Dahl Lund og Nora Sørgård, der begge er kandidatstuderende på CBS, er aktive medlemmer af SAB, hvor de samarbejder med andre studerende om at udvikle og forbedre Compass Group.
De har endda fået muligheden for at præsentere deres forslag for den øverste ledelse – og deres forbedringsforslag er allerede blevet implementeret.
”Det er en god øvelse for os studerende at få lov til at fremlægge for den øverste ledelse og få en tilbagemelding derfra. Vi bliver lukket ind i rummet, hvor der bliver truffet beslutninger,” siger Nora.
Kristian, som også er formand for SAB, fortsætter: ”Det er både en stor øvelse, men også en stor mulighed.”
For Kristian og Nora er fleksibiliteten en stor faktor i deres arbejde hos os.
”At fleksibiliteten er god er et under-statement,” siger Kristian. ”Jeg vægter det virkelig højt.”
Samtidig oplever de begge en høj grad af ansvar og tillid.
”Jeg sidder med opgaver, hvor der ikke må være fejl og mangler, og det er lidt af en tillidssag,” siger Kristian.
“En stærk start på arbejdslivet”
Med 21 studentermedhjælpere er fællesskab en vigtig del af hverdagen. Sociale arrangementer som minigolfturneringer og middage ude styrker relationerne på tværs af afdelingerne.
”Det er et rart sted at være, og jeg har anbefalet Compass Group som arbejdsplads mange gange. Der er masser at lære, og jeg har selv haft en helt klar udviklingskurve,” siger Kristian.
Nora er enig: ”Der bliver sat pris på os i vores afdeling, og vi får plads til at stå frem med idéer. At blive taget seriøst og anerkendt for ens indsats er en stærk start på arbejdslivet.”